Ansat forsøgt kvalt på bosted: Kollegaer truer med ikke at møde på job
De ansatte på bostedet Visborggaard frygter for deres liv, hvis beboeren, der forsøgte at kvæle deres kollega, vender tilbage til bostedet.
Social- og sundhedsassistent Dorte Pedersen blev forsøgt kvalt af en beboer for halvanden uge siden.
Social- og sundhedsassistent Dorte Pedersen blev forsøgt kvalt af en beboer for halvanden uge siden. Foto: Privat


Social- og sundhedsassistent Dorte Kathrin Pedersen blev lørdag i forrige uge forsøgt kvalt af en beboer på bostedet Visborggaard i Hadsund. I morgen torsdag bliver overfaldsmanden højst sandsynligt udskrevet og vender tilbage til bostedet.

Flere medarbejdere frygter så meget for deres liv, at de vil gøre brug af bestemmelsen om "liv, ære og velfærd" og standse arbejdet. Andre overvejer at følge trop. Det fortæller formand for FOA Mariagerfjord Kenn Andreasen, der i går mødtes med 14 medarbejdere efter mødet med ledelsen.

"Hvis overfaldsmanden vender tilbage til bostedet, vil personalet gå hjem. Og hvis han allerede er tilbage, før de møder ind, vil de ikke dukke op," siger Kenn Andreasen til Fagbladet FOA.

Bestemmelsen kan bruges af enkeltpersoner eller grupper, hvis der på jobbet er en konkret fare eller trussel for ens sikkerhed, ære eller velfærd.

På mødet tirsdag fortalte ledelsen ifølge Knud Erik Petersen, at de blandt andet vil forsøge at øge sikkerheden ved at dække ind med mere personale, hvis den tidligere overfaldsmand kommer tilbage til bostedet.

"Ledelsen fortalte, at de vil koble to personer på beboeren i døgnets 24 timer, og så bliver han flyttet til en anden stue, som er mere tilgængelig," siger Knud Erik Petersen til Fagbladet FOA.
Hvem de tilkoblede personer bliver, ved han ikke. Men formand for FOA Mariagerfjord Kenn Andreasen fortæller, at der har været snak om at sætte vikarer fra et vikarbureau ind.

"Men så er det jo bare vikarernes liv, der bliver sat på spil," siger Kenn Andreasen.
I sidste uge fik bostedet et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, og tirsdag var Arbejdstilsynet på besøg igen. Kontorchef i Specialsektoren Region Nordjylland Martin Bjørn Jensen fortæller, at han ikke kan gå ind i den konkrete sag, men at de tager den alvorligt, og at de generelt altid følger Arbejdstilsynets anbefalinger.

"Vi arbejder for at finde den bedste løsning både over for borgeren og personalet. Ved tilspidsede sager er vi ekstra opmærksomme på, at løsningerne virker. Derfor starter vi altid op med ekstra sikkerhed med ekstra personale - også mere end det er pålagt os," siger Martin Bjørn Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.