Par snød kommune for 700.000: Afsløret af Lalandia-billeder på Facebook

Et par fra Næstved er blevet snuppet i socialt bedrageri for 700.000
Det var blandt andet billeder fra Lalandia, der blev brugt som beviser for, at parret fra Næstved havde snydt kommunen for flere hundredetusinder.
Det var blandt andet billeder fra Lalandia, der blev brugt som beviser for, at parret fra Næstved havde snydt kommunen for flere hundredetusinder. Foto: Steen Jacobsen/Scanpix/Arkivfoto

En 35-årig mand fra Næstved er blevet idømt ni måneders betinget fængsel efter at være fundet skyldig i socialt bedrageri. Samme straf fik hans et år yngre kone, men hun skal afsone tre af månederne, da hun tidligere er dømt efter præcis samme paragraf i straffeloven.

Det skriver Sjællandske.

Ægteparrets sociale bedrageri begyndte i sommeren 2013, hvor de meddelte Næstved Kommune, at de var blevet separeret, og at manden var fraflyttet parrets hjem i det sydlige Næstved. Det fortsatte til februar 2015, hvor kommunen fik et anonymt tip om, at parret stadig boede sammen.

Det blev ved Retten i Næstved bevist gennem blandt andet flere opslag på Facebook, hvor de to lagde billeder op af dem selv og deres børn på charterferie og på ture til Legoland og Lalandia.

I alt lykkedes det parret at bedrage sig til knap 700.000 kroner. De blev udbetalt som kontanthjælp, dagpenge og boligstøtte, ligesom kommunen bevilligede dem friplads til institution.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.