Ishockey - arbejdsforhold på glat is
"Så må de blive sure": Marie Louise sender ishockeydrengene på bænken
Ved det mindste tegn på hjernerystelse får ishockeyspillerne ikke lov til at komme på isen igen. De skal også kunne passe et arbejde efter ishockeyen, lyder det fra holdlægen.
Holdlæge Marie Louise Juul har en enkelt gang måtte tilkalde en ambulance, fordi en spiller lå bevidstløs på isen.
Holdlæge Marie Louise Juul har en enkelt gang måtte tilkalde en ambulance, fordi en spiller lå bevidstløs på isen. Foto: Iver Houmark


Marie Louise Juul er holdlæge i Rungsted Ishockey Klub. Hun kan lappe et flækket øjenbryn sammen, så spilleren er tilbage på isen i løbet af 15 sekunder. Men hvis hun har mistanke om en hjernerystelse, så falder mors hammer.

- Hvis jeg kan se på dem, at de er omtumlede, så trækker jeg dem ud af kampen. Hele kampen. Så må de blive sure på mig, jeg er flintrende ligeglad, siger hun med et skævt smil.

Man fornemmer hurtigt, hvem der bestemmer i Rungsted Ishockey Klub. Hvis Marie Louise Juul har sendt en spiller på bænken med mistanke om hjernerystelse, så må spilleren og træneren makke ret.

- Spillerne bliver sure lige i starten, men når jeg kommer ind og tjekker til dem, så ved de jo godt, at jeg gør det for deres egen skyld. Det er jo bare en kamp, og de skal altså også kunne arbejde om 20 år, siger hun.

Spillernes eget ansvar

Mange ishockeyspillere har gennem årene måtte stille skøjterne på hylden på grund af hjernerystelser. Nogle bliver i stand til at passe et arbejde, mens andre bliver invaliderede og ender på kontanthjælp.

I Rungsted Ishockey Klub sker det et par gange i løbet af en sæson, at en spiller får hjernerystelse. Marie Louise Juul kigger rundt i omklædningsrummet.

- Ham der har haft en hjernerystelse, han har brækket en finger, han har haft en hjernerystelse, ham der har haft mange flænger, og han har en knæskade, siger hun, mens hun drejer rundt om sig selv og peger på spillernes pladser.

- Ham der har jeg syet i fingeren, han er blevet opereret i hånden, ham er der altid noget jammer med, han brækkede kravebenet to gange sidste sæson, ham der er sund og rask, og han havde vist en lille hjernerystelse sidste år, siger hun og har nu været hele vejen rundt.

En af spillerne har haft fem hjernerystelser. Hvis han får en sjette, er risikoen for langvarige skader stor, vurderer Marie Louise Juul. Alligevel er han kørt på isen i aften.

- De spiller på eget ansvar. Han er et voksent menneske, og han ved godt, hvad det indebærer. Det bliver jeg nødt til at respektere, siger holdlægen, der flere gange har snakket med spilleren om risikoen for flere hjernerystelser.

I Hjernerystelsesforenigen er de bange for, at machokulturen blandt ishockeyspillerne kommer til at ødelægge deres helbred på længere sigt. Marie Louise Juul passer da også ekstra godt på dem, der har været ramt af en eller flere hjernerystelser.

- Ham her tager jeg ikke nogen chancer med. Hvis der kommer det mindste tegn, så hiver jeg ham ud, siger hun.

Ambulance på isen

Marie Louise Juuls lægetaske står i spillerboksen. Her finder man alt fra plaster til morfin. Hendes yndlingsremedie er klipsemaskinen, som hun bruger til lynhurtigt at klipse flænger sammen med, så spillerne kan komme tilbage på isen med det samme.

Hun har også redskaber til at håndtere den værst tænkelige situation: Hvis en spiller skulle blive ramt så hårdt på struben, at han ikke kan få vejret.

Langt de fleste kampe foregår dog helt udramatisk, understreger hun.

- Spillerne er jo hamrende godt beskyttet, så det er slet ikke så voldsomt, som det kan se ud, siger hun.

I løbet af de tre år, Marie Louise Juul har arbejdet frivilligt som holdlæge i Rungsted Ishockey Klub, er det kun sket en enkelt gang, at hun har måtte ringe 112.

- Det var en af vores modspillere, der fik en tackling ind i banden og pludselig lå bevidstløs på banen. Der måtte vi have en ambulance på isen, siger hun.

Da han vågner op, er han helt groggy, husker Marie Louise Juul, der forsøger at komme i kontakt med ham.

- Vi er midt i anden periode, men han kan kun huske, at han var gået i gang med at varme op, siger hun.

Og da han bliver spurgt, hvor han bor, svarer han Herning, selvom han spiller for Rødovre.

- Han havde hjernerystelse, det er der ingen tvivl om. Han kunne ikke huske fra næse til mund. Men nu er han heldigvis ovenpå igen og spiller for fuld kraft, siger hun.

faktaboks

Avisen.dk sætter i disse uger fokus på forholdene inden for Danmarks farligste sportsgren, ishockey. Stjernestøv og NHL-drømme er kun toppen af isbjerget.

Avisen.dk er dykket ned i kontrakter og lønforhold og har talt med spillere og trænere, der tegner et billede af en branche, der udnytter unge mænds store ambitioner.

Har du oplysninger om forholdene i ishockeybranchen, så skriv til laerke@avisen.dk

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.