Mønsterbryderen Karina: Fjern alle socialrådgivere
Folk, der modtager julehjælp, kan selv betale, mener Karina Pedersen.
Karina Pedersen er vokset op i underklassen. Det fortæller hun om i en ny bog - 'Helt ude i hampen'.
Karina Pedersen er vokset op i underklassen. Det fortæller hun om i en ny bog - 'Helt ude i hampen'. Foto: Scanpix/arkiv


Det sociale system i Danmark trænger til en gevaldig rusketur.

Sådan lyder det fra Karina Pedersen, der selv har været en del af den underklasse, som hun nu hudfletter i den nye bog "Helt ude i hampen". 

I et interview om bogen med Zetland siger Karina Pedersen, at det sociale system skaber sociale problemer. Og derfor bør der slet ikke være et socialt system.

- Alle de sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner. Det har ingen effekt overhovedet. Hvis vi fjernede alle socialrådgivere i dag, ville det ikke gøre nogen som helst forskel. Og det burde vi gøre, siger Karina Pedersen til Zetland.

Karina Pedersen er vokset op i Korskærparken i Fredericia, og hun fortæller i bogen om at vokse op med en voldelig og alkoholisk mor på kontanthjælp. Senere i livet har Karina Pedersen læst Østeuropa-studier og sociologi og bor i dag i København. Hun har ikke noget fast arbejde, men modtager ingen ydelser. Karina Pedersen har også skrevet klummer for den liberalistiske netavis, 180Grader.

Fattige er uden moral

Karina Pedersen bruger i dag hendes baggrund til at debattere, hvem der tilhører bunden af det danske samfund. 

Hun siger i interviewet med Zetland, at middelklassen har en "romantisk forestilling om den ædle fattige, den værdigt trængende, gode mennesker, der har mødt forhindringer."

Karina Pedersen mener, at folk fra underklassen er dårlige til at tage beslutninger, og at de er uden moral. Hun nævner julehjælpen som et eksempel. I bogen skriver hun således:

“Når middelklassen giver et bidrag til julehjælp, så ser de for sig en fattig mor og far, som i lasede pjalter og med tårer i øjnene tager hinanden i hænderne af glæde over, at børnene nu alligevel får mad juleaften. Det mere realistiske billede er dog en fed og kronisk arbejdsløs kvinde, som – imens hun gennemgår julekurvens indhold – brokker sig over alt det, hun mener, der mangler, og hvis børn (som hun sikkert har med forskellige mænd) går for lud og koldt vand … De tror, at mennesker som min mor har siddet ved en petroleumslampe og stoppet strømper, alt imens hun har krydset fingre for, at høsten ikke ville slå fejl, så hendes elskede børn måtte gå sultne i seng.”

Kan klare sig selv

Hun mener, at de folk, der modtager julehjælp, sagtens kan undvære:

- De her mennesker sparer ikke selv op til jul, fordi de ved, at de kan få julehjælpen til at betale. De vil bare slippe for at afholde deres egne udgifter. Der er altså 12 måneder mellem hver jul, og du kan få en and til 100 kroner. Folk står og sorterer i det, og noget af det ryger direkte i skraldespanden,” siger Karina Pedersen til Zetland.

Zetland har forgæves forsøgt at forholde Karina Pedersens mor de beskrevne begivenheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.