- Rimelig simpel logik. Jo mere du ønsker et job, jo større sandsynlighed er der for at du får et.
Sådan skriver beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance, Laura Lindahl, tirsdag formiddag på twitter.
Det statement, har beskæftigelsesordføreren fået lov at forsvare. Flere brugere er nemlig forargede over udmeldingen.
En af dem, der tager diskussionen op, er brugeren LineJacobsen1, som skriver:
- Så folk på khjælp (kontanthjælp, red), der kæmper hver dag, skal bare ønske? Hvor er det dog et nedladende, intetsigende svar.
Uenig med Lisbeth Zornig
Udgangspunktet for diskussionen er et tweet, som Laura Lindahl lavede mandag, efter hun i BT blev sat over for debattør og stifter af Huset Zornig, Lisbeth Zornig Andersen.
Mens Lisbeth Zornig Andersen advarer mod, at den nye integrationsydelse og kontanthjælpsloftet vil føre til "absolut fattigdom" og børn, der tigger på gaden, argumenterer Laura Lindahl for, at de nye regler motiverer forældre til at arbejde.
På twitter delte beskæftigelsesordføreren et billede fra BT med teksten:
- Nej vi skaber ikke absolut fattigdom - vi skaber bedre incitamenter for at tage et job.
Siden har har der været godt gang i debatten på det sociale medie. Foruden Lisbeth Zornig Andersen selv blandede formand for Dansk Socialrådgiverforening, Majbritt Berlau, sig mandag.
Hun skrev denne kommentar:
- lave ydelser virker kun hvis folk kan tage et job. 3/4 af de på kth (kontanthjælp, red) er syge. De bliver fattige uden chancer.
"Sundt at være desperat efter et job"
En anden bruger, permoradk, konfronterer Laura Lindahl med denne kommentar:
- I skaber ikke incitamenter. I skaber desperation.
Til det svarer Laura Lindahl:
- Det kan være ganske sundt at være desperat efter et job.
Igen er brugeren LineJacobesen1 hurtig med et svar:
- Og det bygger du på hvad? Din opvækst på Fr.berg? Dit studie på CBS? Samtaler m. JBO? (Joachim B. Olsen (LA), red), skriver hun til beskæftigelseordføreren.
Klik på opslagene herunder for at følge med i diskussionen: