Kommuner nægter at betale for modellers sundhed
Kommunernes Landsforening fralægger sig ansvaret for at skulle finansiere modellernes sundhedstjek. Det er trist, mener formanden for foreningen Danske Modeller.
KL vil ikke betale for modellers sundhedstjek.
KL vil ikke betale for modellers sundhedstjek. Foto: Jens Nørgaard Larsen


Den københavnske modeuge blev skudt i gang i går. Det betyder, at hovedstaden i denne uge er fyldt med modeshow med vigtige gæster og champagnefyldte VIP-fester.

Men under den glamourøse overflade debatterer branchen og myndigheder, hvem der skal tage økonomisk ansvar for de langbenede skønheders sundhed. Det skriver Politiken.

Uenigheden går på, hvem der skal betale for et sundhedstjek af modellerne. En idé modebranchen har udviklet for at forhindre, at modellerne ikke bliver så magre, at det går udover deres sundhed, og som i andre tilfælde kan bruges som bevis for, at de er sunde og raske.

Kommunernes Landsforening (KL) melder sig nu på banen i debatten, og er klar i spyttet - det er ikke kommunernes opgave at sikre modellernes sundhed.

- Som myndighed kan vi kun skride ind, når der et samfundsmæssigt behov - ikke når det handler om enkelte målgrupper, siger sundhedspolitisk chef Christian Harsløf til Politiken.

Han henviser desuden til, at ansatte i andre brancher selv tager ansvar.

- 3F har for eksempel også selv lavet sundhedstjek for deres medlemmer. Branchen må tage et ansvar, siger Christian Harsløf til Politiken.

"Trist at ingen tager ansvar"

I foreningen Danske Modeller vil man ikke komme med et bud på, hvem der skal betale for sundhedstjekkene. Men KL's udmelding ærgrer formanden for foreningen Danske Modeller:

- Det er trist og tankevækkende, at alle synes at føle stort ejerskab over modellernes sundhed, men ingen vil tage ansvar, siger Ida Burchardi til Avisen.dk.

Modellerne skal heller ikke forvente, at sundhedsministeren vil tage sagen på sine skuldre.
Ligesom KL mener sundhedsminister Sophie Løhde (V), at det alene er modebranchen selv, der må sørge for, at de danske modeller bliver sundhedstjekket, skriver Politiken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.