Kommunen overvågede alle detaljer på Facebook: Det kostede Stinne hendes fleksjob
Stinne Bay er fuldt ud arbejdsdygtig, mener Skanderborg Kommune efter have fulgt hendes aktiviteter på Facebook tæt. De aktiviteter er aldrig blevet gennemført, siger Stinne Bay.
Stinne Bay mistede sin bevilling til fleksjob, efter kommunen overvågede hende på Facebook.
Stinne Bay mistede sin bevilling til fleksjob, efter kommunen overvågede hende på Facebook. Foto: Privat

Lillejuleaften slog Stinne Bay på 47 lejr i Skanderborg Jobcenters foyer.

Årsagen var, at kommunen på baggrund af informationer fra Facebook havde fjernet hendes bevilling til fleksjob, og Stinne Bay ville have afklaret sin situation.

På Facebook kunne kommunen nemlig se, at hun knoklede løs og både afholdt kurser og stod i butik mange timer om ugen. Der var bare et problem; butikken har ifølge Stinne Bay stort set aldrig været åben, og kurserne har ofte ikke været afholdt, da der har manglet deltagere. 

- Det er så frustrerende, at de bare konkluderer ud fra noget, de har set på Facebook uden at stille mig spørgsmål eller undersøge det nærmere. Har de nogen tvivl, kan de jo bare ringe og spørge, siger Stinne Bay.

Ansat i sin fars firma

Hun har siden oktober 2015 været i et fleksjob, hvor hun renoverede gamle møbler, malede, afholdt kurser og udførte diverse "handywoman" opgaver.

Firmaet, hvor Stinne Bay arbejdede i fleksjob, blev oprettet på hendes fars CVR-nummer. Det skete, da Skanderborg Kommune ikke havde nogle tilgængelige fleksjob, hvorefter Stinne Bay og hendes far selv besluttede at finde en løsning. 

Det er fuldt ud lovligt for en ægtemand eller andre familiemedlemmer at oprette en virksomhed og ansætte en som fleksjobber ifølge Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere (LAFS). 

Da Stinne Bay startede med at arbejde som handywoman, fik hun også store roser med på vejen fra Jobcenter Skanderborg, der var glade for, at hun tog skeen i den anden hånd og ikke bare ventede på kommunen.

- Hej Stinne. Jeg er lige vendt tilbage fra efterårsferie og har set din fine brochure – Hold da op hvor den fin og ligeså din hjemmeside – Du er simpelthen for sej :0) Jeg ville egentlig ikke andet end at give dig et stort skulderklap – Jeg håber, at der kommer masser af kunder i butikken :0), skrev en ansat fra Kompetencecenter Skanderborg til Stinne Bay i oktober 2015.

Senere kiggede kommunen dog med på Stinnebay.dk's Facebook-side, hvor Stinne Bay lagde billeder af sit kreative håndværk ud. Det de så, overbeviste dem om, at Stinne Bay slet ikke burde have fleksjob.

Frustration over Facebook-gætteri

Stinne Bay begyndte som fleksjobber for fire år siden, da hun er ramt af stress og udbrændthed, samt lider af depression. Tidligere arbejdede hun som planlægningschef hos en skolefotograf. Et arbejde der til tider lagde beslag på mellem 60 og 90 timer om ugen. Til sidst knækkede hun nakken og måtte sygemelde sig.

I dag kan Stinne Bay derfor ikke arbejde særlig meget. Hun har svært ved at koncentrere sig, har brug for struktur og blot tanken om en arbejdsplads med andre mennesker er angstprovokerende.

Kommunens vurderer alligevel ud fra events, billeder og statusopdateringer fra Stinnebay.dk på Facebook, at hun arbejdede knap 75 timer i juni måned. Selv vurderer Stinne Bay, at hun arbejdede lige under 20 timer.

Stinne Bays arbejde ifølge Skanderborg Kommune
Kommunens registrering af Stinne Bays arbejde ud fra Facebook-oplysninger for juni måned 2016. Blot et ark ud af mange der ifølge kommunen dokumenterer, at Stinne Bay sagtens kan arbejde på ordinære vilkår.

I kommunens overslag kan man se, at en statusopdatering bliver takseret til en times arbejde, og det samme bliver det, hvis Stinne Bay modtager betaling over MobilePay. 

De mange kurser som kommunen har registreret, er rigtig nok oprettet som events inde på Facebook, men mange af dem er aldrig blevet afholdt ifølge Stinne Bay.

- Der ligger ikke bilag for de kurser for eksempel, simpelthen fordi de ikke er blevet afholdt, siger Stinne Bay.

Og butikken der jævnligt havde åbent i adskillige timer? Den har i følge Stinne Bay stort set ikke været i brug og har ikke haft faste åbningstider, da lokalerne var fugtige og kolde, og var derfor ikke egnede til sarte møbler eller tekstiler. 

Skanderborg Kommunes fremgangsmåde er ikke ukendt. Derfor anbefaler LAFS også, at man holder kortene tæt ind til kroppen, når det gælder Facebook.

- Det er selvfølgelig ikke i orden, at kommunen går ind og overvåger på Facebook. Det ved vi, at en del kommuner og jobcentre gør, og derfor anbefaler vi, at man er meget varsom med, hvad man lægger på Facebook. Det er helt vanvittigt, at det er kommet så vidt, men vi ved bare, at visse kommuner er meget emsige, siger næstformand i LAFS, Merete Hornecker.

Brug af oplysninger fra Facebook er almindelig praksis

Skanderborg Kommune vil ikke kommentere den konkrete sag, men souschef i Beskæftigelse og Sundhed ved Skanderborg Kommune, Anja Nørby Sørensen, bekræfter, at de benytter oplysninger fra Facebook i den kommunale sagsbehandling.

- Praksis i Skanderborg Kommune, når vi har en mistanke om uberettiget udbetaling af en given ydelse, er, at vi indsamler en vifte af informationer - her kan informationer fra Facebook også indgå. Det sker for at få et troværdigt billede og et robust grundlag at træffe en afgørelse ud fra. Her er det vigtigt at tilføje, at eventuelle informationer fra Facebook ikke står alene. De er en del af det samlede billede, siger hun.

Stinne Bay er dybt uenig i, at der har været en bred vifte af informationer, da Skanderborg Kommune ifølge hende udelukkende har truffet en afgørelse på baggrund af det, de har set på Facebook.

Skanderborg Kommune har også vægtet, at Stinne Bays hobby og arbejde er så tæt beslægtet, at man ikke kan adskille de to. Det er ifølge Stinne Bay årsagen til, at kommunen registrerer rub og stub på Facebook som arbejde:

- Det er som om, at kommunen mener, at jeg har haft en masse ting ved siden af mit arbejde, og det har jeg jo ikke. Hvis jeg sidder derhjemme om aftenen og strikker, er det så også arbejde?

Stinne Bay har klaget over Skanderborg Kommunes afgørelse. Hun fik ingen afklaring lillejuleaften, og sagen er nu nået til Ankestyrelsen.

Stinne Bay er i øjeblikket i et limbo, hvor hun ikke aner, om hun skal på kontanthjælp, eller hvad hun skal leve af. I december fik hun 350 kroner af kommunen i såkaldt overlevelseshjælp.

Selv mener hun, at hun er blevet straffet for at tage initiativ og selv skaffet sig et fleksjob.

- Jeg må indrømme, at jeg fuldstændig har mistet motivationen til at gøre noget selv, efter den behandling jeg har fået. Det er som om, at kommunen helst så, at man bare ligger sig hjem på sofaen og venter på at få alt serveret, siger Stinne Bay.

Stinne Bay siger, at sagsbehandlingen blot har gjort hende mere syg. Hun har nu været sygemeldt siden 12. oktober.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.