"Hvis vi vil redde hjemløse fra at dø af kulde, må vi gøre det selv"
Statens manglende interesse for socialt udsatte betyder, at civilsamfundet selv begynder at tage affære. Det mener journalist og foredragsholder Signe Wenneberg.
Af Morten Steensberg
MERE
I midten af januar var Signe Wenneberg med til at hjælpe hjemløse i den bidende vinterkulde.
I midten af januar var Signe Wenneberg med til at hjælpe hjemløse i den bidende vinterkulde. Foto: Claus Bech, Scanpix


Danskerne har fået mere sympati med landets udsatte de sidste par år. 

Det viser en undersøgelse fra Rådet for Socialt Udsatte.

Og når danskernes lyst til at hjælpe for eksempelvis hjemløse vokser, skyldes det blandt andet svigt fra regeringen.

Det mener forfatter, foredragsholder, debattør og tidligere folketingskandidat for socialdemokratiet Signe Wenneberg.

I midten af januar, da termometeret røg ned på minus 16,5 grader, spillede hun selv en vigtig rolle i at sikre hjemløse ly for vinterkulden.

- Der var den oplevelse, blandt de mange frivillige jeg mødte, at regeringen har meldt fra, og hvis vi vil redde hjemløse fra at dø af kulde, så må vi gøre det selv, siger Signe Wenneborg.

Fra Facebook til handling

Efter at have hørt om to hjemløse, der skulle være døde af kulde i København, skrev Signe Wenneberg tidligt om morgenen 15. januar et Facebook-opslag, hvor hun opfordrede til at åbne sportshaller for hjemløse.

Derefter loggede hun af Facebook og kom først på igen om eftermiddagen. På det tidspunkt var hendes opslag allerede blevet delt af flere tusinde.

Det bliver 17 minusgrader i weekenden. Kan vi som samfund ikke beslutte, at holde en skole (sportshal + varme brusebade) i hvert sogn åben for de hjemløse, så de ikke fryser ihjel? #polarkulde #hjemløse

Opslået af Signe Wenneberg på 14. januar 2016

Klokken 15 blev hun så ringet op af en, der kunne fortælle, at de havde sørget for en gymnastiksal ude i Tingbjerg. De aftalte, at Signe Wenneberg skulle stå for at dele budskabet.

Og så rullede snebolden. I alt nåede opslaget ifølge Signe Wenneberg ud til 1,8 millioner mennesker.

Der var private og kokke, der kom forbi med mad til de hjemløse. Folk donerede poser fyldt med hjemmebagte boller, varmt tøj, tæpper og senge. 

- Det hele foregik som mobilisering af civilsamfundet via sociale medier, siger Signe Wenneberg.

Ekstrem velvilje til at hjælpe

I det hele taget oplevede Signe Wenneberg en enorm lyst fra folk til at gøre en indsats. 

- Det var jo helt ekstremt, som civilsamfundet blev mobiliseret. Der var sådan en god fællesskabsånd, siger Signe Wenneberg.

Hun fortæller blandt andet, at hun på bare fem minutter fik samlet 15.000 kroner sammen, som skulle sikre transport til hjemløse. For mange lå Tingbjerg nemlig langt væk.

Som hun ser det, følte mange slet ikke et valg om, hvorvidt de ville hjælpe.

Hendes oplevelse var, at mange først kunne sove roligt om natten, da de vidste, at der var et varmt sted for de hjemløse.

Svigtende regering

Når så mange føler en trang til at hjælpe, skyldes det ifølge Signe Wenneberg, at regeringen svigter de svage i samfundet.

- Hvor man måske altid før har tænkt, at det må staten klare, for vi betaler jo skat, så er vi nu helt klar over, at vores nuværende regering ingen interesse har i at hjælpe, siger Signe Wenneberg.

Hun peger blandt andet på, at folk i øjeblikket går fra hus og hjem pågrund af nedsættelser i kontanthjælpen.

Og det gør i hendes øjne, at civilsamfundet må tage over.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.