Det er tiggernes opførsel og attitude i gadebilledet, der afgør, om de forbipasserende kommer et par mønter i hatten eller papkruset. Frembusende tiggere har de mindste chancer. Det mener Patrick Larn, der selv har levet 12 år på gaden på Vesterbro i København.
Selv er han ikke i tvivl om, hvilke tiggere han ville give et par mønter. Hans hjælp ville gå til et menneske, som blot sad med en kop foran sig uden at gøre større væsen af sig.
- Det er tiggerens attitude, der afgør, om man giver penge eller ej, mener Patrick Larn, der ville gå uden om mere frembusende tiggere. Han har forståelse for andre, der gør det samme.
- Man bliver skræmt af tiggere, der buser frem, siger han.
En ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk, viser, at kun hver 10. dansker giver penge til tiggere. At pengene bliver i lommen gælder, både når vi er i Danmark og i udlandet.
Spørg om der er brug for hjælp
Umiddelbart er Patrick Larn overrasket over, at så relativt få giver en skærv til tiggere på gaden, for han betragter generelt danskerne som 'gode til at hjælpe'. Men den seneste tids beretninger om romaer, der angiveligt krævede beskyttelsespenge af danske hjemløse, for at de kunne få lov til at sove i Københavns gader og stræder, kan være med at ændre synet på udenlandske tiggere, mener han.
I dag har 47-årige Patrick Larn selv fået gadelivet på afstand og er rykket til Næstved, hvor han er aktiv i Sand, De Hjemløses Landsorganisation. De tilrejsende roma'er, som en række politikere for nylig tordnede imod, er også på dagsordenen i Sand, fortæller han.
- Vi diskuterer i øjeblikket, hvordan vi skal forholde os til romaerne, og om vi skal gå ind og tilbyde dem hjælp, siger Patrick Larn.
Han kom selv væk fra stofmisbrug og deraf følgende kriminalitet, fordi nogen havde bemærket ham på gaden.
- Min opfordring er, at man tager fat i folk og spørger, om de vil have hjælp. Det var sådan, at jeg kom videre. Jeg blev kontaktet af en kvinde, der sagde, at nu havde hun set mig længe nok på gaden, og nu ville hun høre, om jeg havde brug for hjælp. Jeg kom på krisecenter og fik hjælp, fortæller Patrick Larn, der i dag fortsat er i behandling.