Fitness-elev udsat for løn-snyd og skattesmæk - det blev dyrt for chefen
105.000 kroner. Det har et nordsjællandsk fitnesscenter måtte betale til en elev, som fik for lidt i løn og samtidig fik et stort skattesmæk. Fagforeningen HK/Privat er glad for kendelsen.
En elev, der var i lære som fitnessnstruktør, har fået 105.000 i erstatning efter lønkaos i et fitnesscenter. Centret på billedet er ikke det omtalte fitnesscenter.
En elev, der var i lære som fitnessnstruktør, har fået 105.000 i erstatning efter lønkaos i et fitnesscenter. Centret på billedet er ikke det omtalte fitnesscenter. Arkivfoto: Claus Bech, Scanpix


Det kan være en rigtig god forretning at tjekke sine lønsedler grundigt igennem. Det er blevet slået fast med syvtommersøn i en sag, hvor en elev blev snydt i løn og samtidig fik et gevaldigt skattesmæk.

Det har nu kostet et nordsjællandsk fitnesscenter 105.000 kroner. Det viser en kendelse fra Tvistighedsnævnet, der afgør uenigheder mellem elever og praktikvirksomheder på erhvervsuddannelserne.

Firma reagerede ikke

Den unge kvinde, som var i gang med at uddanne sig til fitnessinstruktør, begyndte i starten af 2013 som elev i et nordsjællandsk fitnesscenter. Eleven undrede sig over, at hun ikke fik løn for et skoleophold og kontaktede derfor sin fagforening HK/Privat, som fandt flere kostbare fejl i lønsedlerne.

Eleven manglede nemlig både løn, pension og kørepenge. Da virksomheden efter gentagne henvendelser ikke reagerede, endte sagen i Tvistighedsnævnet. Her mødte arbejdsgiveren dog ikke op, fremgår det af kendelsen, som faldt ud til elevens fordel.

- Eleven skal selvfølgelig have den løn og pension, som overenskomsten på området giver hende ret til. Derfor er vi glade for kendelsen, og at virksomheden nu har betalt, siger Klara Hoffritz, advokat i HK/Privat til Avisen.dk

Fik stort skattesmæk

Virksomheden betalte dog ikke kun for lidt i løn. På elevens lønsedler stod der nemlig også et langt større beløb, end hvad hun rent faktisk fik udbetalt og havde ret til. Da skatten beregnes af, hvad der står på lønsedlerne, fik elever derfor et mærkbart skattesmæk. 

Skat krævede, at eleven betalte restskat af pengene - selvom hun aldrig havde fået dem. Beskeden til HK/Privat var, at det var arbejdsgiveren, der skulle rette i indberetningerne til Skat.

- Selvom vi flere gange bad ham rette lønsedlerne, gjorde han det ikke. Det var vores oplevelse, at han ikke kunne overskue, hvordan man gjorde det, og at han ikke ønskede at bruge tid på det. Derfor valgte vi at tage sagen i Tvistighedsnævnet, hvor vi fik medhold, fortæller Klara Hoffritz fra HK/Privat til Avisen.dk.

HK: Urimeligt at måtte betale

Det beløb, som arbejdsgiveren indberettede til Skat, var større end hvad eleven egentlig havde til ifølge overenskomsten. Men da han ikke ville ville ændre i indberetningerne, måtte HK/Privat derfor kræve, at fitnesscentret rent faktisk betalte de penge, der blev indberrettet. Den indstilling fulgte dommerne i Tvistighedsnævnet, og det glæder advokaten.

- Det er helt urimeligt at skulle betale skat af penge, man ikke har tjent, og det kan være meget svært at ændre på. Heldigvis fandt vi en løsning i denne sag, så eleven ikke led tab ved det rod, som virksomheden havde lavet, siger Klara Hoffritz.

Små fejl er dyre

I HK/Privat oplever man ofte elever, der finder småfejl på deres lønsedler. Men ofte viser det sig, at der også er andre fejl på lønsedlerne.

- Det kan være hårdt arbejde at tjene penge, og hvis du ikke får den løn, du skal have for dit slid, er det ekstra surt. Selv en lille fejl kan koste dig en masse penge, hvis den ikke bliver opdaget, så ring til din fagforening og få tjekket, om din løn stemmer, opfordrer HK/Privats advokat, Klara Hoffritz.

Eleven har ikke ønsket at medvirke i artiklen, men Avisen.dk er bekendt med hendes og virksomhedens identitet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.