Det kan godt betale sig at kigge sine lønsedler og kontrakter igennem. Det kan en tidligere mediegrafikerelev skrive under på.
Sammen med HK/Privat har han vundet en sag mod sit tidligere praktiksted, et mediebureau på Fyn.
Bureauet er blevet dømt til at skulle betale den tidligere elev 88.000 kroner i godtgørelse.
- Uanset hvordan virksomhederne vender og drejer det, kan de ikke slippe af sted med at underbetale deres elever. Eleverne skal have den løn og ferie, som overenskomsten giver dem ret til, siger advokat i HK/privat Klara Hoffritz.
HK/Privat: Han fik også for lav løn
Det hele begyndte, da den nu 31-årige elev opdagede, at han ikke fik sin feriegodtgørelse på omkring 35.000 kroner. Det gav anledning til, at HK/Privat kiggede elevens lønsedler efter i sømmene.
Fagforeningen fandt ud af, at virksomheden havde spist eleven af med en løn, der lå et stykke under overenskomsten.
På de tre år, eleven havde været i virksomheden, var differencen mellem den udbetalte løn og den overenskomstmæssige løn løbet op i 34.000 kroner. Det svarer altså til cirka 1000 kroner mindre hver måned.
Ifølge HK/Privat burde virksomheden have aftalt en løn med eleven, der tog højde for hans uddannelse. Men i dette tilfælde fortæller de, at arbejdsgiveren egenrådigt besluttede lønnen uden at forhandle med eleven.
Ingen godtgørelse for lavere løn
Denne kritik rettede de til virksomheden, der afviste at betale.
Derfor tog eleven og HK/Privat sagen til Tvistighedsnævnet, der afgør uenigheder mellem elever og virksomheder.
Her blev virksomheden dømt til at betale for de manglende feriepenge og fritvalgskonto. Men nævnet vurderede ikke, at der var belæg for, at eleven skulle have godtgørelse for den lavere løn.
- Det viser, hvor vigtigt det er at få aftalt den rigtige løn fra begyndelsen, hvis du er voksenelev, understreger Klara Hoffritz.
Hun råder derfor elever til at involvere deres fagforening, hvis ikke forhandlingerne sikrer dem en overenskomstmæssig løn.
Virksomhed gik konkurs
Selvom virksomheden er blevet dømt til at betale den tidligere elev de 88.000, kommer den ikke til at måtte gribe i pungen.
For i mellemtiden er den gået konkurs.
Derfor er det i stedet Lønmodtagernes Garantifond, der skal betale den tidligere elev.