Babylancen ruller: Ny ambulance til nyfødte og syge børn
En ny specialdesignet ambulance skal transportere syge børn akut til Rigshospitalet.
Henter afspiller ...
For tidligt fødte kan fremover blive tranporteret i en helt særlig Babylance. Foto: Erik Refner/Scanpix/arkiv


Nogle nyfødte kæmper mod sygdom fra livets allerførste dag. 

Men nu kan de og deres forældre i det mindste se frem til at blive transporteret med stil og det rette udstyr og kompetencer lige ved hånden.

Region Hovedstaden har netop indviet en specialdesignet ambulance med det sigende navn 'Babylance'. Den skal transportere for tidligt fødte og svært syge børn på op til to år akut til Rigshospitalet fra andre hospitaler, når de har brug for specialiseret behandling. 

- Nyfødte - og særligt for tidligt fødte - er små mennesker, der har behov for vores allerstørste ydmyghed og beskyttelse, særligt når vi er tvunget til at transportere dem, så de kan få den bedste hjælp. Børnene har fået en hård start på livet, og familierne er ofte under stort pres, så det glæder mig, at vi i Region Hovedstaden kan tilbyde et køretøj, hvor hele familien kan være samlet under kørslen, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse.

Forældrene kan komme med

Babylancen sætter ifølge Region Hovedstaden helt nye standarder for transport af nyfødte med en række tekniske forhold, som er særligt designet til sikker transport af syge børn.

Samtidig får de bekymrede forældre nu mulighed for at følge med barnet i ambulancen. Køretøjet er nemlig indrettet med to rum. Et familierum med fire sæder, hvor familien kan sidde og se deres barn gennem en rude samt på en fladskærm med opkobling til et live-feed-kamera under hele transporten.

Det andet rum er et behandlerrum, hvor barnet ligger i en kuvøse. Her er der er plads til fagpersoner og specialister rundt om barnet.

- Med Babylancen sikrer vi, at forældrene kan være hos deres barn selv under transporten, og dermed mindsker vi det traume, det er for forældrene, at skulle flytte deres lille barn, lyder det fra speciallæge Morten Breindahl, der er leder af Transportholdet på Rigshospitalets Neonatalklinik og har været med til at udvikle køretøjet.

Det er Rigshospitalets neonatale Transporthold, der bemander og råder over køretøjet. Teamet består 13-14 speciallæger og et tilsvarende antal intensivt uddannede neonatalsygeplejersker, som står til rådighed hele døgnet, året rundt.

Få en rundtur i babylancen i videoen i toppen af artiklen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.