At blive kaldt "kælling" og "luder" er en del af Wendies arbejdsdag.
Hun er ikke fængselsbetjent, men sproget i venteværelset på akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital er sommetider lige så groft som blandt hårdkogte kriminelle.
- Du bliver mærket af det. Sommetider har jeg svært ved at falde i søvn efter en vagt, fordi adrenalinen stadigvæk kører rundt i kroppen. Selvom jeg ved, at jeg ikke har gjort noget forkert, spørger jeg mig selv, om jeg skulle have tilset ham den vrede først, siger den 34-årige sygeplejerske og tillidsrepræsentant.
Wendie elsker sit job, selvom hun har en overfaldsalarm liggende i lommen. Men i de otte år hun har arbejdet med akutte patienter, er skideballerne og truslerne taget til.
- Det er eskaleret, og det er ikke særligt rart at blive råbt ad. Jeg går på arbejde for at hjælpe syge og tilskadekomne - ikke for at genere nogen. Det er som om, at de vrede kun ser kitlen - ikke mennesket indeni, siger hun.
Typisk er det ventetiden, der får patienter og pårørende til at se rødt.
- De pisker en stemning op i venteværelset, og det sker, at truslerne bliver til vold. En af mine kolleger er blevet slået i ansigtet. Derfor går jeg aldrig alene ud til de ventende, når der er en opildnet stemning, siger Wendie, der af samme grund ikke vil have sit fulde navn i avisen.
"Vær glad for, at du ikke er alene med mig"
For at holde hånden over sygeplejersker som Wendie har Region Hovedstaden iværksat en kampagne.
Kampagnen består blandt andet af en film, der nu vises på regionens akutklinikker og akutmodtagelser. Filmen forklarer, hvorfor der tit er ventetid. Den slutter med en løftet pegefinger til patienter og pårørende.
- Hold en god tone. Vi arbejder for, at du får en god behandling. Tak for din tålmodighed, siger en tegnefilmsfigur i hvid kittel.
Og det er vigtigt, at syge og tilskadekomne tager tålmodighedshatten på, mener Wendie. Hun er selv blevet truet af en far, der var træt af at vente på, at hans barn kom op på briksen.
- Han fulgte efter mig ind på kontoret. Jeg gik med ryggen til ham, da jeg hørte, at han lukkede døren bag os. Han sagde til mig, at jeg skulle være glad for, at jeg ikke var alene med ham, siger sygeplejersken.
Sammen med en kollega, der allerede var på kontoret, fik hun familiefaren på sikker afstand.
- Hvis det bare var en bestemt type, der blev truende, så ville du ikke blive så rystet. Men det er det ikke. Det er både familiefædre og midaldrende kvinder, der ændrer adfærd, siger Wendie.
Er det det værd?
Hun har stor forståelse for, at ventetiden frustrerer dem, der har ondt, men hun undrer sig over, at patienter og pårørende bliver personlige.
- Du bliver ikke bedømt på din faglighed, men på din person. Det er unødvendigt, når de for eksempel spørger mig, om det er, fordi jeg har en stor røv, at det går så langsomt, siger hun.
Wendie mener ikke, at personalet på akutmodtagelsen kan gøre andet end at informere om ventetiden løbende.
- Jeg og mine kolleger løber stærkt. Vi holder øje med de ventende, så de, der for eksempel er forpinte eller hiver efter vejret, kommer først i køen. Men tit sker der noget akut, der ændrer på rækkefølgen, siger hun.
Sygeplejersken har - i modsætning til flere af kollegerne - ikke haft brug for psykologhjælp, men truslerne har taget toppen af hendes arbejdsglæde.
- Sommetider tænker jeg: Er det det værd? Det er jo øretævernes holdeplads, siger hun.