Roskilde Kommune må nu hoste op med 170.000 kroner til sygeplejersken Louise Ludvigsen, som den midtsjællandske kommune fyrede, mens hun var gravid. Sagen er netop blevet afgjort i Ligebehandlingsnævnet.
Det skriver Dansk Sygeplejeråds Nyhedsbrev, Synergi.
Sagen begyndte i 2013, da Louise Ludvigsen blev ansat i Roskilde Kommune. Hun var i de tre første måneder lidt mere syg end gennemsnittet og blev derfor kaldt til samtale. Louise Ludvigsen fortalte, at hun havde været på hospitalet for at blive kontrolleret for en alvorlig sygdom, men at hun nu var rask. Ledelsen besluttede sig derfor for ikke at gøre mere ved sagen.
Sidenhen bliver Louise Ludvigsen syg i fire dage i løbet af seks uger. Det viser sig senere at være graviditetssymptomer. Ledelsen kan ikke tolerere fraværet og fortæller hende, at de vil fyre hende. Inden da når Louise Ludvigsen at fortælle, at hun er gravid, og at det er derfor, hun har været syg. Roskilde Kommune holder fast i fyringen.
"Chokeret"
- Jeg var meget chokeret, da jeg blev fyret, for jeg havde slet ikke set det komme, siger Louise Ludvigsen til Synergi.
Hun kontakter derefter Dansk Sygeplejeråd, der forgæves forsøger sig med forhandlinger med Roskilde Kommune. Sagen ender i Ligebehandlingsnævnet, der nu har slået fast, at kommunen har overtrådt Ligebehandlingsloven og derfor skal betale 170.000 kroner i erstatning til Louise Ludvigsen.
Sagen er ikke enkeltstående, forklarer formand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland, Helle Dirksen.
Sker jævnligt
- Vi ser jævnligt sager, hvor sygeplejersker opsiges, selvom de er gravide og det er i strid med Ligebehandlingsloven, siger Helle Dirksen, der er formand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Sjælland.
Roskilde Kommune siger til Synergi, at de tager Ligebehandlingsnævnets afgørelse til efterretning.