11.000 elever på danske erhvervsskoler mangler i øjeblikket en praktikplads i en virksomhed.
Af dem fortsætter 6.000 uddannelsen via skolepraktik, men de sidste 5.000 risikerer at måtte opgive deres uddannelse, fordi de er havnet i en blindgyde.
Det viser nye beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet på baggrund af tal fra Undervisningsministeriet.
Siden 2008 er antallet af elever, der mangler en praktikplads, steget fra ca. 2.000 til over 5.000 elever.
Praktikpladsmanglen er i særlig grad vokset inden for en række indgange som 'strøm, styring og IT', der uddanner elektrikere, og 'Bygge og anlæg'.
Aller størst er manglen på praktikpladser dog inden for det merkantile område, der indeholder uddannelser i handel og kontor.
På flere af indgangene står der fem til ni elever og mangler en praktikplads, hver gang, der laves én aftale.
I installatørernes organisation Tekniq afviser man, at virksomhederne ikke er klar til at tage elektriker-lærlinge.
- Råmaterialet fra erhvervsskolerne er blevet for dårligt. Hvis virksomhederne gang på gang oplever, at de får nogen ud, hvis evner ikke svarer til det, man kunne forvente, så forsvinder deres lyst til at uddanne folk, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq til Berlingske.
Også fra Dansk Byggeri lyder det, at de unge er for fagligt dårlige.
- De elever, vi får ud, er ikke så gode som for 10-15 år siden, siger afdelingschef Louise Pihl til Berlingske.