35-årige Sibusiso Zuma får ikke forlænget sin etårige kontrakt med FC Nordsjælland.
Den sydafrikanske publikums-darling har allerede forladt Danmark og prøvetræner i øjeblikket i den australske klub Newcastle Jets.
Det skriver Tipsbladet.
"Zuma spiller ikke hos os næste år. Vi har evalueret på truppen, og besluttet os for at satse på yngre kræfter," siger FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen til sportsmediet.
Sportschefen understreger, at Zuma har været en populær figur i Farum, selvom han ikke fik så meget spilletid.
"Han gav en hel masse både på og uden for banen. Som person var han fantastisk at have i klubben. Han skulle give holdet noget rutine og hive de unge lidt op, og det formåede han. Han spillede en stor rolle i vores pokaltriumf," fortæller Jan Laursen til Tipsbladet.
Sibusiso Wiseman Zuma med tilnavnet 'the Puma' kom til FC København i 2000 og rykkede i 2005 til Arminia Bielefeld i den tyske Bundesliga.
I 2008 vendte han hjem til Sydafrika og klubben Mamelodi Sundowns, hvorefter turen året efter gik til FC Nordsjælland.
Fra 1998 til 2008 spillede han på det sydafrikanske landshold.