Huset i Holte er solgt og tøjbutikken i København er lukket.
Luksuslivet på første klasse synger på sidste vers for den tidligere dronning af Whiskeybæltet Henriette Zobel. For pengene fra skilsmissen med Peter Zobel er ved at være brugt op, skriver Ekstra Bladet. Men Zobel selv benægter, at hun er i økonomisk krise.
"Jeg forenkler bare mit liv. Det hele står rigtig godt til," siger Henriette Zobel til Ekstra Bladet.
En af de såkaldte forenklinger er at rykke tøjbutikken fra København til et industrikvarter i Gentofte, efter firmaet netop har indkasseret et minus på to millioner kroner i egenkapitalen. Samtidig er luksusvillaen i Holte blevet skiftet ud med en mere beskeden lejelejlighed i Hellerup - og børnene flyttet hjem til deres far.
Henriette Zobel har to gange været gift med Peter Zobel, der som forsikringsbaron var Whiskybæltets ukronede konge. Men nu er jetset-livet og det stormfulde forhold definitivt slut.