Det svenske fodboldlandshold er en ubehagelig modstander for alle ved VM i Rusland.
Det vurderer Sveriges tidligere anfører Zlatan Ibrahimovic.
- Jeg tror, at alle, som møder Sverige nu, ved, at de får det svært, siger den 36-årige angriber til Aftonbladet.
Zlatan Ibrahimovic stoppede sin landsholdskarriere efter EM-slutrunden i 2016. Men efter at Sverige kvalificerede sig til VM, fyldte det meget i både svenske og internationale medier, om han skulle gøre landsholdscomeback.
Det endte med, at den svenske VM-trup blev uden Zlatan Ibrahimovic. Han har dog været i Rusland under VM i forbindelse med diverse sponsorjob. Nu er han tilbage i USA, hvor han tørner ud for Los Angeles Galaxy.
Tirsdag spiller Sverige ottendedelsfinale mod Schweiz. Svenskerne vandt deres gruppe ved VM efter en 3-0-sejr over Mexico. I gruppen sluttede Sverige foran Mexico, Sydkorea og de regerende verdensmestre fra Tyskland.
Det har gjort indtryk på Zlatan Ibrahimovic.
- Jeg er glad for, at jeg er svensk, og jeg kører rundt med det svenske flag. Jeg overtog verden, nu er det Sverige, som overtager verden, siger angriberen.
/ritzau/NTB