Op til den vigtige landskamp mellem Sverige og Danmark kører optakten i heftig stil fra danske såvel som svenske medier.
Senest er den svenske højre back, Mikael Nilsson, blevet bedt om at sammenligne den svenske landsholdsangriber Zlatan Ibrahimovic med danske Nicklas Bendtner. Og hos Brøndby-spilleren er der ingen tvivl: Zlatan er bare den bedste.
"Bendtner og Zlatan? De kan ikke sammenlignes, men vil du have en sammenligning så kan jeg sige, at Zlatan er bedre til alt," siger Nilsson til det svenske dagblad Expressen
Ifølge Mikael Nilsson er Zlatan bedre på alle måder, og han føler, at Bendtner er stærkt overvurderet, i hvert fald sætter han streg under, at den danske angriber ikke er Danmarks farligste våben.
"Jeg synes faktisk ikke, at Bendtner er blandt danskernes bedste spillere," siger han.
Danskerne krydser nok fingrer for, at Mikael Nilsson spiller lige så godt, som da Sverige mødte Danmark sidst. Han var nemlig skyld i målet, der sikrede Danmark en 1-0 sejr.