FN gør en undtagelse og lader Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, tale via video, når stats- og regeringschefer fra hele verden i næste uge taler til FN's Generalforsamling.
Det har et flertal af FN's 193 medlemslande besluttet fredag.
Af dem stemte 101 lande for at lade Zelenskyj sende en tale, der er optaget på forhånd, i stedet for at komme personligt.
Syv medlemslande stemte imod, heriblandt Rusland.
På tirsdag tager medlemslandene hul på den del af generalforsamlingen, hvor landenes politiske ledere går på talerstolen.
I 2020 og 2021 fik de fleste lov at tale via video på grund af coronapandemien. Men ellers er reglen, at man skal være til stede i salen, hvis man vil have taletid.
USA og andre lande havde fremsat forslaget, der gør en undtagelse for ledere, som "ikke kan deltage personligt i Generalforsamlingens møder af årsager, der er uden for deres kontrol på grund af igangværende udenlandske invasioner, aggression og militære fjendtligheder".
Det er planen, at Zelenskyj skal tale til Generalforsamlingen om eftermiddagen onsdag den 21. september.
Der kan dog ske ændringer, idet mange landes ledere er i London for at deltage ved begravelsen af dronning Elizabeth II mandag.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP