De var i grunden godt med, de særdeles undertippede gutter fra Haderslev. Men en dum udvisning pressede SønderjyskE helt urimeligt meget, da holdet gæstede AaB på Aalborg Stadion.
Dum er faktisk en ganske mild betegnelse at anvende om Andrei Sidorenkovs to gange gult kort. Har man lige fået en advarsel for at fjerne benene på en modstander i løb, skal man ikke kyle bolden af helvede til, når der dømmes indkast til det andet hold kort tid efter.
For dermed risikerer man at tirre dommeren, og det blev Lars Christoffersen i en grad, så han kylede SønderjyskE's Andrei Sidorenkov i bad efter 33 minutters kamp. Efter kampen indrømmede han endda, at gult kort nummer to faktisk var retfærdigt tildelt.
Dermed blev det en energikrævende affære for Hemmingsens bande, men heldigvis for SønderjyskE var AaB ikke særligt gode til at afslutte. Og heldigvis for SønderjyskE havde de David Ousted i målet.
Efter et kæmpepres fra de bolsjestribede skete der pludselig noget ganske utroligt. På sin vis ikke ufortjent i situationen, men ganske ufortjent kampens forløb taget i betragtning.
Men Karim Zaza ville af uransagelige årsager lege brasiliansk driblekonge og endda lege med skudfinteklassikeren. Men Zaza viste sig som en dårlig dribler, skudfinten kiksede, og så kunne Henrik Bødker gøre det til 1-0 for gæsterne.
AaB pressede. Og pressede. Men lavede samtidig også mange grumme dumme småfejl. Det hele så ud til at ende med en overraskende udesejr, indtil Jeppe Curth efter en stor sjat klumpspil udlignede til 1-1 to minutter før tid.
Det blev også kampens resultat, og selvom AaB spillede bedst, var det SønderjyskE, der umiddelbart kunne være mest rasende over ikke at have snuppet tre point i dag.