Superligaen - og ikke mere.
Landets bedste fodboldrække får nu sit gamle og mest enkle navn tilbage.
Det sker, når SAS' sponsoraftale med Divisionsforeningen udløber den 30. juni i år. Det bliver første gang siden 1995, hvor AaB vandt mesterskabet, at Superligaen altså bare skal hedde Superligaen, skriver Politiken.
Marketingsdirektør i SAS, Christian Linnelyst, fortæller til avisen, at årsagen til, at sponsoratet ophører, er, at Divisionsforeningen ønsker at bevare navnet Superligaen og samtidig lave et Champions League-lignende koncept.
"Og det kan jeg helt sikkert se noget fornuftigt i fra deres side," siger Christian Linnelyst.
Prisen for et navnesponsorat har efterhånden nået et niveau, hvor de færreste virksomheder kan eller vil betale for det, men hos Divisionsforeningen vil formand Claus Thomsen dog ikke udelukke et navnesponsorat for altid.
"Der er selvfølgelig altid mulighed for, at der er en navnesponsor, der finder det tilstrækkeligt attraktivt," siger han og tilføjer:
"Men meget taler for, at det er fornuftigt at lave et ligasponsorat med mere end en sponsor."
Og det kan være en rigtig god idé at inddrage flere sponsorer, mener Jeppe Lauritsen, der er direktør i Promovator, som specialiserer sig i at rådgive firmaer om sponsorater.
"Hvis en af sponsorerne nu var et sodavandsmærke, der har et stort behov for at blive synlig flest mulige steder i den brede befolkning, så kunne den anden være en investeringsbank, der har interesse i at få adgang til en masse gode oplevelser, som man kan dele med nuværende og potentielle kunder - såsom billetter til fodboldkampe," siger han.
Den sidste sæson med SAS som sponsor bliver indledt den 6. marts, når FC Midtjylland møder OB.