Det bliver snart sæson for influenza, og så er det tid til at gemme sig under dynen med kamille-te og godt med lommetørklæder. Men hvis det står til Danisco, så skal yoghurt være med til at holde sygdommen for døren, skriver Politiken
Danisco har nemlig udviklet produktet kaldet Howaru Protect, som virksomheden håber at få tilladelse til at bruge i mejeriprodukter.
Produktet består af bakterier, der kan være med til at styrke kroppens immunforsvar. Og hvis Danisco får lov at bruge det, får det pågældende mejeriprodukt en såkaldt sundhedsanprisning, hvor der kommer til at stå 'Reducerer risiko for forkølelse hos børn'
Yoghurten består af bakteriestammer, der kan være med til at styrke kroppens immunforsvar.
"Bakterierne er helt ufarlige, de er faktisk gode. Og vi har mange bakterier i kroppen. Derfor er der ikke noget unaturligt ved det. Og der findes altså forældre, der ikke mener, at deres børn bør have for mange forkølelser i løbet af året," siger Paul Tenning, leder af Daniscos juridiske kontor til avisen.