Der blev bidt negle helt ned til roden i aftenens X-faktor gyser. For første gang stod deltagerne på scenen og skulle levere varen live for de kritiske dommere.
Efter flere lovende præstationer blev feltet skåret ned til trioen DeeVibez, der består af de tre mørke skønheder Foxy, Sharon og Patience og sangcharmøren Ercan.
Ercan gav den fuld gas med et Justin Timberlake nummer, hvor han kom helt op i de høje og skingre toner. Dommernes reaktion på Timberlake-kopisten var blandet. Pernille Rosendahl og Cutfather var begejstrede, men Thomas Blachman var forbeholden.
"Det er måske lidt for stor en mundfuld, at du forsøger at nå samme toner som Justin Timberlake," fik Ercan fortalt af den skaldede dommer.
Da det først blev ren kamp mellem sangtrioen og Ercan var der dog andre boller på suppen.
Ercan gik på scenen og leverede en stensikker og selvbevidst præstation, hvor han fik publikum helt op at flyve.
Selv Thomas Blachman måtte bide i det sure æble og for en gangs skyld bide sine kritiske udsagn i sig.
"Du er for fed," lød bedømmelsen fra Blachman.
I sidste ende var det dog Cutfather, som måtte tage den sure tjans og vælge Ercan over DeeVibez.