Den 17-årige Sarah Skaalum Jørgensen vandt X Factor og danskernes hjerter i 2011.
Men nu har hun også vundet en ny kvindes hjerte. Den tidligere X Factor-vinder er nemlig lige blevet forelsket igen efter et afsluttet forhold. Denne gang er det den 21-årige Cecilie Rahr Rasmussen, der er den heldige vinder af sangerindens kærlighed.
- Vi er lige blevet kærester her den 5. januar, så det er helt nyt. Cecilie gør mig så glad, for hun er sød og dejlig. Jeg falder altid for brunetter. De er mere stille end blondiner, synes jeg, fortæller Sarah til seoghør.dk.
Sarah, der dengang havde Cuthfather som mentor, meddelte under X Factor, at hun var lesbisk. For bare et år siden var hun klar til et bryllup med den daværende kæreste Frederikke Have, men forholdet holdt kun til sommeren sidste år.
Hun mødte sin nye flamme gennem en fælles veninde, og selv om hun er glad for den nye kvinde, har hun ikke travlt med at binde sig endnu.
- Jeg tager én dag ad gangen, og fokuserer meget på min musik, fastslår den 17-årige sanger.
Kilde: Se og Hør