Tidligere har grupperne været klart de sværeste at arbejde med. Men i år har både Thomas Blachman og Pernille Rosendahl tænkt store tanker om den kategori.
Og det var Pernille Rosendahl, der trak det længste strå i det opgør. Hun fik grupperne, mens Blachman måtte tage til takke med de ældre.
Cutfather fik derimod sin yndlingsgruppe - nemlig de unge.
"Det er vores næste måneder, der bliver afgjort," sagde Pernille Rosendahl, kort inden hun fik at vide, hvilke kunstnere hun fik.
X Factor-bootcampen bød også på drama, da Cutfather brød fuldstændigt sammen. Det skete, da den 63-årige Kjeld sang 'Yesterday' med Beatles. DR var nødt til at afbryde optagelserne, mens Cutfather hulkende gik om bag udsmykningen.
Kjeld mindede den erfarne producer om hans far, som han mistede for 5 år siden.
I næste program skal deltagerne arbejde sammen med deres mentor og endnu flere skal forlade programmet.