Pernille Rosendahls liv ser umiddelbart meget glamourøst ud.
At være sangstjerne i bandet "The Storm" og dommer i X Factor kan nok få mange til at være en smule misundelige. Men det har ikke altid været lige let for den smukke sangerinde, der som ung måtte slås med farens store forventninger til hende.
"Det lå nok lidt i kortene, at man fik sig en gymnasial uddannelse og måske fortsatte på universitet. Det var bare ikke det, jeg skulle. På den måde har jeg været lidt rebelsk," siger Pernille Rosendahl til Se og Hør, og fortsætter:
"Det er enormt svært, når man er den eneste i en familie, der går ud og tager nogle svære valg. Så er man lidt Bambi på glatis. Jeg tror min far var ængstelig over, at jeg valgte en usikker fremtid," forklarer hun.
Sangerindens far døde af kræft, da Rosendahl var 18 år og lige droppet ud af gymnasiet. Hun trøster sig dog med, at han akkurat nåede at se hendes karriere tage form, inden han gik bort.
Kilde: Se og Hør