Engang var Basim selv barn under X Factor, nu tager han andre børn med til finalen i Herning.
Den 20-årige popstjerne får selskab af hele 200 socialt udsatte børn fra 14 institutioner i hele landet.
De mange børn er blevet inviteret i samarbejde med Børnehjælpsdagen, og arrangementet bliver gentaget fra sidste år, hvor 150 anbragte børn deltog X Factor-finalen i Jyske Bank Boxen. Men nu har 50 ekstra børn altså fået muligheden for at være med.
- Sidste år var arrangementet en kæmpe succes for de mange fremmødte, og selvfølgelig vil jeg gentage succesen, siger Basim i en pressemeddelelse.
De 200 børn ankommer to timer før finalen, hvor de får mad og drikke og får mulighed for at høre tidligere X Factor-deltagere spille.
- At kunne invitere så mange unge mennesker, der ellers aldrig ville få denne oplevelse, er en kæmpe gave, lyder det fra Basim i pressemeddelelsen.
Den 20-årige sanger har tidligere været aktiv i forhold til støttearrangementer. Ud over X Factor-finalen sidste år deltog han senest i et arrangement juleaftensdag med blandt andet Bubber, hvor han besøgte syge børn på Rigshospitalets børneafdeling.
/ritzau/