Makkerparret Stefan Edberg og Caroline Wozniacki snuppede lørdag titlen i mixeddouble ved Hong Kong Tennis Classic efter en sejr over Evgenij Kafelnikov og Maria Sharapova.
Den svenske veteran på 43 år har flere grand slam-titler i bagagen, og det bagkatalog har i den grad imponeret den dansk-polske tennisspiller.
"Det var en god kamp. Stefan Edberg er stadig én af de største, så det var fedt. Han spiller stadigvæk rigtig godt," sagde Caroline Wozniacki efter kampen ifølge TV2 Sporten.
Hun hæftede sig især over glæden ved at få lov at træne en smule med sin makker og nyder at blive belært af en spiller, der snildt kunne være hendes far.
"Man kan altid lære af de bedste, og han er en af de største, så det kunne jeg helt sikkert," sagde Wozniacki og ser frem mod en af vinterens største udfordringer - Australian Open.
"Jeg føler mig udmærket kørende og har spillet nogle gode kampe. Jeg skal nok være helt klar til Australian Open."