Det afslører seedningen, hvor Wozniacki er vurderet til at nå en semifinaleplads, i hvert fald. Danskeren er i kraft af sin placering som nummer fire på kvindernes verdensrangliste fjerdeseedet i den store turnering.
Seedningen som nummer fire er samtidig Wozniackis hidtil højeste, og det betyder, at hun bør få en nemmere vej til de afgørende kampe, end hun ellers har været vant til.
De tre topseede hos kvinderne er ikke overraskende Serena Williams og russerne Dinara Safina og Svetlana Kuznetsova. Den endelige lodtrækning til turneringen, der begynder på mandag, finder sted fredag.
Caroline Wozniacki har deltaget to gange tidligere i Australian Open. I 2008 nåede hun fjerde runde, mens hun blev sendt ud i tredje runde sidste år af wildcard-spilleren Jelena Dokic.
Også i år skal kvinderne holde godt øje med især et af turneringens wildcards. Belgieren Justine Henin, der i sidste uge tabte en tæt finale i Brisbane International til landskvinden Kim Clijsters, er nemlig tilbage og skal forsøge at generobre det australske trofæ, som hun vandt i 2004.
Hos herrerne er Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic de øverstseedede.