Sofia Arvidsson havde muligvis hjemmepublikummets opbakning, men det rakte langtfra mod Caroline Wozniacki ved første runde af WTA-turneringen i Båstad.
Danmarks bedste kvinde slog Sveriges bedste med de overlegne cifre 6-1, 6-3 og er ubesværet videre i turneringen, som er hendes første optræden siden Wimbledon.
Næste opgave bliver Petra Kvitova fra Tjekkiet, som er rangeret som nummer 58 i verden.
Den 19-årige tjekkiske kvinde vandt i første runde over Julia Vakulenko fra Ukraine, som måtte opgive med en skade bagud med 3-6, 1-4.
Caroline Wozniacki har revanche til gode efter en skuffende Wimbledon-indsats, og hun er favorit til at sejre ved turneringen på de svenske baner.
Hendes kommende modstander har en enkelt WTA-turneringssejr i bagagen.
Wozniacki selv kunne for kort tid siden trække sig sejrrigt ud af en opvarmningsturnering til Wimbledon.