Caroline Wozniacki har nået et af sine store mål, idet hun fra mandag morgen kan kalde sig én af verdens 10 bedste tennisspillere.
Efter finalepladsen ved WTA-turneringen i Madrid i weekenden har den 18-årige danske tennisspiller fortrængt Nadia Petrova fra Rusland på verdensranglistens 10. plads.
Dinara Safina er i top på listen, og det var netop hende, som viste sig at være for stor en mundfuld for danskeren i Madrid.
Caroline Wozniacki skulle oprindelig have spillet en turnering i Polens hovedstad Warszawa i ugen, der kommer, men problemer med ryggen har fået hende til at melde fra.
Næste opgave bliver derfor årets anden Grand Slam-turnering, French Open, som indledes i Paris på søndag.