På papiret ser det nemt og overkommeligt ud for Caroline Wozniacki. I anden runde af Wimbledon møder hun verdens nummer blot 196.
Men bag denne aktuelle placering gemmer sig en anden historie om tjekkiske Petra Cetkovska. For bare et år siden lå hun nummer 25 i verden, hvilket er karrierens bedste placering.
Den blev grundlagt i sommeren 2011, da hun opnåede nogle af sine bedste resultater netop ved Wimbledon.
I anden runde besejrede hun ingen ringere end 2012-finalisten, Agnieszka Radwanska, og i runden efter gjorde hun det af med den tidligere verdensetter Ana Ivanovic. I 1/8-finalen tabte hun så til den senere semifinalist, Sabine Lisicki.
Også Caroline Wozniacki har erfaringer med tjekken, og det er blevet til to sejre på hardcourt. Men her bemærkede Wozniacki kvaliteter hos den kommende modstander på græsset.
- Hun er en erfaren spiller, der spiller smart tennis. Hun bruger modstanderens fart og er i det hele taget ikke nem at spille mod, siger Caroline Wozniacki.
Danskerens far og træner, Piotr Wozniacki, uddyber:
- Hun er god på græs, hvor hun har slået Radwanska. Hun er en farlig spiller, der mestrer gode slag. Hun slår stopbolde og kan slå hårdt. Men Caroline har redskaberne til at spille bedre.
Kampen i anden runde skal efter planen spilles onsdag.
/ritzau/