Wozniacki har udsigt til Venus Williams i Rom

Caroline Wozniacki kan indlede mod Samantha Stosur i Rom og siden kan Venus Williams vente i kvartfinalen.
Caroline Wozniacki er oversidder i første runde i Rom.
Caroline Wozniacki er oversidder i første runde i Rom. Foto: Juan Medina/Reuters

Det er mindre end to uger siden, at tennisstjernen Caroline Wozniacki mødte amerikaneren Venus Williams i en showkamp i København. Nu har de udsigt til at mødes for niende gang på WTA-touren.

I hvert fald kommer det til at ske, hvis seedningen i den nederste del af lodtrækningen til Italian Open i Rom kommer til at holde.

Fredagens lodtrækning formede sig sådan, at den andenseedede dansker kan møde den ottendeseedede amerikaner i kvartfinalen. Kun én gang i otte forsøg har Wozniacki slået Venus Williams i en betydende kamp.

Wozniacki er oversidder i første runde, og i anden runde venter enten den tidligere US Open-mester Samantha Stosur, der deltager på et wildcard, eller en kvalifikationsspiller.

I tredje runde, der er lig med ottendedelsfinalen, er der lagt op til et møde med den 15.-seedede lette, Anastasija Sevastova.

Venus Williams' største udfordring på vej mod kvartfinalen er på papiret landsmanden Coco Vandeweghe, der er seedet som nummer 12.

Wozniacki deltog i denne uge i Madrid Open, men her tabte hun klart i tredje runde til hollænderen Kiki Bertens, der lørdag spiller finale mod Petra Kvitova fra Tjekkiet.

Verdensetteren Simona Halep er topseedet i Rom, men kommer formentlig på en svær opgave i anden runde mod den tidligere verdensetter Victoria Azarenka.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.