Den amerikanske skuespiller Woody Harrelson tror ikke på, at han får en Oscar hjem ved årets prisuddeling senere på måneden.
I et interview med hjemmesiden femalefirst afslører han, at han slet ikke har sommerfugle i maven op til uddelingen, fordi han ikke regner med at vinde.
"Jeg tror, at jeg ville have sommerfugle i maven, hvis jeg troede, at jeg kunne vinde. Men det er jeg sikker på, at jeg ikke gør," siger Woody Harrelson og fortsætter:
"Jeg tager det bare, som det kommer. Det er en stor fest, og det er sådan, jeg ser på det."
Woody Harrelson er nomineret for bedste mandlige birolle for sin rolle i krigsdramaet 'The Messenger', hvor han spiller en soldat, der kører rundt i landet for at fortælle faldne soldaters koner, at de er blevet enker.
I kategorien for bedste mandlige skuespiller er Woddy Harrelson blandt andet oppe mod Matt Damon, som er nomineret for sin rolle i 'Invictus' og Christoph Waltz, der har henrykt anmeldere over hele verden for sin rolle i Quentin Tarantinos krigsfilm 'Inglourious Basterds'.
Det er anden gang Woody Harrelson er nomineret til en Oscar. Første gang var i 1997, hvor han var nomineret for hovedrollen som Larry Flynt i filmen 'The People vs. Larry Flynt'.