De amerikanske skuespillere Sam Rockwell og Allison Janney sikrede sig begge deres første Oscar i karrieren, da den 90. udgave af den prestigefyldte filmprisuddeling natten til mandag fandt sted i Los Angeles.
49-årige Sam Rockwell er blandt andet er kendt for en række uafhængige filmproduktioner som "Moon" og "Seven Psychopaths".
Han var i år nomineret til en Oscar for første gang i karrieren.
Rockwell tager prisen i kategorien bedste mandlige birolle for sit portræt af en racistisk politibetjent i filmen "Three Billboards Outside Ebbing, Missouri".
Woody Harrelson, Christopher Plummer, Willem Dafoe og Richard Jenkins var de øvrige nominerede i kategorien.
I kategorien bedste kvindelige birolle var det også en oscardebutant, der løb med statuetten. 58-årige Allison Janney fik således prisen for sin rolle i dramaet "I, Tonya". Det var både hendes første nominering og sejr.
Hun sikrede sig den gyldne statuette foran Lesley Manville, Laurie Metcalf, Mary J. Blige og Octavia Spencer.
Blandt nattens øvrige vindere sikrede filmen "Coco" sig prisen for bedste animationsfilm. Derudover modtog basketball-legenden Kobe Bryant blandt andre også en Oscar for kortfilmen "Dear Basketball".
Oscarshowet finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles. Den amerikanske komiker og talkshowvært Jimmy Kimmel er vært for andet år i træk.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.