Kate Winslet vandt for nylig to Golden Globe-priser ved den årlige prisoverrækkelse, hvilket satte en del fokus på skuespillerinden. Dog vægter Winslet sit privatliv højt og har ingen ambitioner om at blive fast stof i sladderbladene.
Som hun selv siger, har Titanic-stjernen ingen drøm om at blive en omvandrende sæbeopera, ligesom det er tilfældet med celebrity-parret Brad Pitt og Angelina Jolie, skriver contactmusic.com.
"Selvom jeg ikke kender dem, synes jeg ikke om deres situation. De er ligesom en omvandrende sæbeopera, og offentligheden vil hele tiden have at vide, hvad det næste bliver. Jeg valgte ikke denne branche, fordi jeg ville være berømt," lyder det fra skuespillerinden, der omtaler Pitt og Jolies forhold i rampelyset.
Winslet er gift med instruktøren Sam Mendes og vil for fremtiden kun stå frem i medierne, når hun skal promovere nye film.