Mandag aften dansk tid vandt de to Williams-søstre, Serena og Venus, for anden gang US Open i double.
De to amerikanere har tidligere på året vundet både Australian Open og Wimbledon og kan altså nu skrive en tredje double-sejr i en Grand Slam-turnering i 2009 på det efterhånden uendeligt lange tennis-CV.
I finalen bankede de fjerde-seedede søstre det topseede par, Cara Black fra Zimbabwe og amerikanske Liezel Huber, med overbevisende 6-2, 6-2.
US Open-trofæet er Venus' og Serenas i alt tiende Grand Slam-trofæ. Og i år falder trøste-trofæet på et tørt sted, eftersom ingen af dem nåede finalen i single-rækken.
Venus tabte allerede i fjerde runde til den senere vinder, Kim Clijsters, og det var også belgieren, der slog Serena ud i en dramatisk semifinale, hvor Serena råbte trusler efter en linjedommer.
Trusler, som hun efter et par dage nu har trukket tilbage.
Serena Williams ligger nummer to på kvindernes verdensrangliste, mens storesøster Venus er nummer tre.