Håbet om generobre placeringen som verdens nummer ét fra Caroline Wozniacki er ude for amerikanske Serena Williams.
"Jeg er sandsynligvis ude resten af året," lyder erkendelsen fra Serena Williams. Det skriver tennisstjernen på sin hjemmeside.
Den 13-dobbelte Grand Slam-vinder har i den sidste tid kæmpet for at blive klar til at kunne spille under turneringen i Linz i Østrig.
"Jeg har trænet hårdt i mange uger for at komme i gang med at spille tennis igen så hurtigt som muligt, siden jeg skadede min fod i midten af juli," skriver hun.
Men efter weekendens træning måtte Williams en tur forbi doktoren, da foden igen begyndte at gøre ondt. Her fik hun den kedelige nyhed, at den var blevet forstuvet igen.
"Jeg har måttet indse, at jeg presset mig selv for meget og gjort det alt for tidligt," erkender hun.
Turneringen i Linz var Serena Williams' sidste chance for at indkassere flere point.
"Jeg er fuldstændig knust, men jeg regner med at vende tilbage, stærkere og bedre. Jeg bliver nødt til at skrue ned for den fysiske træning, men jeg begynder genoptræningen, så snart lægerne giver mig lov," lyder det fra en forhåbningsfuld Williams.
"Husk mig i jeres aftenbøn (jeg har brug for dem)," slutter tennisstjernen.