Det kan godt være, at de havde ansigterne lagt i de rette folder og alt åndende fred og ro imellem prins Harry og prins William, da de sammen var til deres farfar, prins Philips begravelse.
Men så snart de mange kameralinser ikke længere pegede på de to prinser, røg de i totterne på hinanden. I hvert fald verbalt. Det skriver flere engelske og amerikanske medier.
Spændingen imellem brødrene begyndte, da Harry mødte Meghan og nu har de små kontroverser efterhånden udviklet sig til iskold luft.
Mange havde ellers håbet, at de ville få klinket skårene til begravelsen, som var første gang de to stod ansigt til ansigt med hinanden, efter det meget omstridte interview Harry og Meghan gav til Oprah Windfrey.
I stedet ser det ud til at stridsøksen nærmere blev slebet end begravet efter ceremonien. Det er den engelske forfatter Robert Lacey, der blandt andet er konsulent på Netflix-serien ”The Crown”, der har hørt om det store skænderi via nogle gode kilder. Det har han skrevet en artikel om i Daily Mail.
- Inden for få minutter efter, at brødrene kom ind i slottet og var ude for kameraernes synsfelt, begyndte de at skændes, skriver den kongelige historiker, der beskriver skænderiet som voldsomt.
- De gik i kødet på hinanden – voldsommere end nogensinde før. Vreden og raseriet mellem dem er vokset så utroligt dybt. Der er blevet sagt for mange hårde og sårende ting, beretter Robert Lacey, der skulle have sin viden fra en kilde tæt på den kongelige familie.
Han vurderer, at de ikke kommer at få talt ud i løbet af den nærmeste fremtid.
Om få dage – den 1. juli – kommer prinserne igen til at stå ansigt til ansigt. De skal begge deltage i en mindeceremoni for deres afdøde mor, prinsesse Diana. Der er blevet lavet en statue af hende, som skal afsløres på Kensington Palace og det forventes at både Harry og William deltager.