Orkanen Katrina hærgede for fire år siden det meste af New Orleans, og den daværende amerikanske præsident George W. Bush fik efterfølgende megen kritik for sin måde at håndtere naturkatastrofen på.
Det er dog en helt anden historie, som kommer til at gå over i filmhistorien, skriver BBC.
Will Smiths produktionsselskab vil sammen med Sony nu producere en ny film, hvor den tidligere marinesoldat John Keller bliver hovedperson.
"Det her er en historie om en helt almindelig mand, som bliver en helt," siger Doug Belgrad fra Sony.
Under orkanen reddede John Keller flere end 200 mennesker fra oversvømmelserne, og det er præcis den historie, som filmselskabet gerne vil fortælle.
"På tidspunktet for en amerikansk tragedie, når vi bliver prøvet af, så finder vi ud af, vi har en større ånd og styrke, end vi nogensinde troede," mener han.