Ulrik Wilbek er ovenud tilfreds, hvis Danmark når til semifinalen, når herrelandsholdet til januar drager til Kroatien for at spille om verdensmesterskabet.
"Top otte er acceptabelt, og en plads i semifinalen er en succes," siger han ifølge TV 2.
Både før EM i Norge og OL i Beijing sagde Ulrik Wilbek, at han gik efter guld. Ved EM lykkedes det, mens det ikke gik helt efter planen i Kina, hvor Kroatien satte en stopper for gulddrømmene i kvartfinalen.
Ulrik Wilbek mener, at netop hjemmeholdet Kroatien, som Danmark formentlig render ind i mellemrunden må være favorit til at tage guldet.
"Der er mange gode hold med, og det bliver svære kampe. I den indledende runde er der svære kampe, og går vi videre fra den, så venter Kroatien foran 20.000 vilde kroatiske tilskuere, og det må gøre dem til favoritter," siger landstræneren.