De danske landsholdsreserver i herrehåndbold bør nok holde sig meget tæt på telefonen og lade være med at bestille ferie til januar næste år.
For det kan meget vel blive dem, som Ulrik Wilbek ringer op til, når der skal udtages et landshold til EM i Serbien i 2012.
Landstræneren er nemlig inde i nogle overvejelser om at 'nedprioritere' EM til fordel for at satse hele butikken på olympisk guld et halvt år senere i London, skriver Politiken.
Den danske succestræner mener nemlig, at det ikke er realistisk at nå topformen tre gange på et år, hvor der både er EM i januar, en olympisk kvalifikationsturnering i Danmark i april og forhåbentlig en olympisk turnering i juli i London.
"Derfor overvejer jeg grundigt, hvordan sæsonen skal gribes an. Og da OL i London hele tiden har været det langsigtede medaljemål for landsholdet, kan jeg godt forestille mig, at jeg vil satse mere på OL end på EM i Serbien. Jeg siger ikke, at det bliver sådan, men at jeg kan forestille mig det - for vi har tidligere set andre nationer gøre det," siger han
Kilde: Politiken