Det giver ingen fortrinsret, at man tidligere har været en af de største stjerne på landsholdet.
Sådan lyder det nu fra landstræner Ulrik Wilbek dagen derpå, efter han fik degraderet Lars Christiansen før fredagens kamp mod Tyskland i Herning.
"Jeg fortalte allerede for lang tid siden Lars, at han på et tidspunkt ville ryge ned på B-holdet," melder Wilbek til TV3+ efter lørdagens nederlag i Flensburg, skriver Ekstra Bladet.
Landstræneren forklarer videre, at en række spillere kører på rotation.
"Jeg talte det igennem med Lars. Det har også noget med følelser at gøre. Jeg foreslog, at at han sad over, fordi han var ked af at skulle spille," lyder den kontante melding fra Ulrik Wilbek.
Samtidig understreger han, at håndboldikonet Christiansen langt fra har en særstatus på landsholdet i forbindelse med forberedelsesfasen frem mod OL til sommer.
"Nej. Der er kamp om 14 pladser, også selvom man har spillet på landsholdet i 20 år. Næste gang, vi er samlet, er om tre måneder, så jeg skulle prøve nogle ting i den her kamp," siger landstræneren.
Lars Christiansen overtog i januar 2007 rekorden som spilleren med flest landskampe. Samtidig er han den mest scorende landsholdsspiller til dato.
Han var tilbage på banen med A-landsholdet og fik lidt spilletid under lørdagens kamp, der endte med et 33-26-nederlag mod Tyskland.