WikiLeaks-stifter Julian Assange vil hverken tilgive eller glemme, efter at en svenske anklagemyndighed har droppet en anklage mod ham for seksuelt overgreb på to kvinder.
Det skriver han på Twitter.
- Tilbageholdt i syv år uden en tiltale, mens mine børn voksede op, og mit navn blev bagtalt.
- Jeg tilgiver eller glemmer ikke, tilføjer han.
Assange har skjult sig på Ecuadors ambassade i Storbritannien siden 2012.
Her bliver han, fordi han frygter at blive udleveret til de amerikanske myndigheder i forbindelse med WikiLeaks læk af hundredtusindvis af dokumenter om USA's krigsførelse i Afghanistan og Irak.
Britisk politi oplyser, at WikiLeaks-stifteren - uanset den droppede sag i Sverige - vil blive anholdt, hvis han træder ud af Ecuadors ambassade.
Anklagen om overgreb stammer tilbage fra 2010. Den er blevet droppet af de svenske myndigheder, fordi intet tyder på, at den 45-årige australier bliver udleveret til Sverige inden for en overskuelig fremtid.
/ritzau/