Bradley Manning, der er mistænkt for at have lækket dokumenter om Irak-krigen til Wikileaks, er nomineret til Nobels Fredspris.
Den 24-årige soldat skal stilles for en amerikansk domstol, tiltalt for at have lækket information, der har skadet USA og bragt amerikanske liv i fare.
Nu er han sammen med ekspræsident Bill Clinton blandt de 231 nominerede til årets Nobels Fredspris, skriver NRK.no.
Dermed er antallet af nominerede faldet i forholds til sidste år, hvor tallet var 247.
Ifølge Nobelinstituttets leder Geir Lundestad er det som altid en blanding af kendte og ukendte navne - og flere gengangere.
Blandt gengangerne finder man USA's tidligere præsident Bill Clinton.
Tysklands tidligere forbundskansler Helmut Kohl stiller også op i gengangerklassen sammen med EU. Begge er nomineret for deres fredsskabende projekt med at binde europæiske lande sammen så tæt, at en ny krig vil være utænkelig.
En kuriøs genganger er Italiens tidligere statsminister Giulio Andreotti, som i hjemlandet blev skandaliseret for sine kontakter med mafiaen. Han nomineres år efter år af den amerikanske professor William A. Parent.
Bradley Manning er mistænkt for at have lækket ikke mindre end 620.000 diplomatiske og militære papirer om Irak-krigen til Wikileaks.
Soldaten var udstationeret som efterretningsanalytiker i Irak, hvor han fik fingrene i de hemmelige dokumenter.