Den på det seneste voldsomt omdiskuterede internetportal "WikiLeaks" får nu en stedsøster ved navn "OpenLeaks".
Det er afhoppere fra den oprindelige organisation omkring WikiLeaks, der nu er gået sammen og har startet det nye alternativ.
OpenLeaks lancerer den nye portal på mandag, men målet er tilsyneladende nogenlunde det samme som søsterens, nemlig at bidrage med at udbrede følsomme oplysninger til offentligheden.
"Vores langsigtede mål er at opbygge en stærk, gennemsigtig platform til at støtte whistleblowers - både teknisk og politisk - og samtidig tilskynde andre til at starte lignende projekter," siger en af idemændene bag projektet til den svenske avis Dagens Nyheter.
I modsætning til WikiLeaks, vil OpenLeaks ikke modtage og offentliggøre dokumenter direkte til offentligheden. I stedet kan andre organisationer med adgang til Openleaks systemer præsentere materialet til deres publikum.
Ifølge Dagens Nyheter vil OpenLeaks etablere sig som en neutral formidler uden nogen politisk dagsorden udover at informere medierne, offentligheden og ngo'er.
WikiLeaks har på det seneste skabt voldsom debat, efter de har offentliggjort en række kontroversielle dokumenter, der blandt andet har belastet den amerikanske regering og administration.
Grundlæggeren, Julian Assange, blev onsdags tilbageholdt af politiet i London. Han er anklaget for seksuelle krænkelser begået i Sverige.