Lige som Wikileaks grundlægger Julian Assage troede, han kunne ånde lettet op, bliver sagen om voldtægtsanklagerne nu genåbnet.
Det har den svenske anklager Marianne Ny netop meddelt ifølge Expressen.se
"Jeg tror, at der er grund til at tro, at forbrydelserne har fundet sted", siger den svenske anklager, som overtager sagen fra den foregående anklager.
Den australske journalist blev anholdt i Sverige in absentia den 21. august efter anklagen om at have voldtaget to kvinder og overfaldet en af dem ugen før i Stockholm under en foredragsrejse. Men kort efter konstaterede det svenske politi dog, at der ikke var hold i voldtægtsanklagerne og frafaldt sagen.
Det var åbenbart en forhastet beslutning, mener anklageren. Den nye anklage fortsætter ikke bare, hvor den gamle slap, men udvides fra overgreb og chikane til seksuel tvang og overgreb, skriver Expressen.se.
Ud over dét holder anklager Marianne Ny kortene tæt ind til kroppen og vil ikke afsløre, hvad der er årsag til, at man vil genoptage sagen.
"Af hensyn til den fortsatte efterforskning og til alle berørte i sagen, er det ikke muligt at komme med flere informationer fra undersøgelsen", siger hun i en officiel pressemeddelelse.
Genåbningen af sagen vækker glæde hos kvindernes advokat.
"Det er klart, at jeg er glad over beslutningen. Fremfor alt er jeg glad på mine klienters vegne. Nu kan vi lægge alle rygter til side om, at de har fundet på det hele," siger Claes Borgström til Expressen.se.
Nu skal hans klienter afhøres i sagen, og det samme skal Julian Assange selv.