Efter seks år i Farum siger Morten Wieghorst til sommer farvel til FC Nordsjælland. Hans kontrakt med Superliga-klubben udløber, og den bliver ikke forlænget.
"Jeg er kommet frem til den beslutning, at tidspunktet er inde til at prøve en ny udfordring efter en fantastisk periode i FC Nordsjælland," siger Morten Wieghorst i en pressemeddelelse.
Cheftræneren understreger, at beslutningen ikke har været let.
"Men jeg er altså nået frem til, at tidspunktet var rigtigt til at prøve kræfter med noget andet, og derfor ligger min fremtid efter sommerpausen et andet sted end Farum Park," siger han.
Afløseren for Wieghorst er allerede på plads. Assistenttræner Kasper Hjulmand, der har en fortid som cheftræner i Lyngby, tager over.
"Jeg er meget glad for den tillid, som klubbens ledelse viser mig ved valget her. Og det har også været afgørende for mig, at resten af trænerteamet og spillertruppen har bakket op om, at jeg bliver cheftræner i FC Nordsjælland, når Morten stopper," siger Hjulmand.
Kilde: FCN