Den italienske topklub Lazio, der lige nu ligger nummer tre i den italienske Serie A, har givet et konkret tilbud på danske Nicklas Bendtner, der ikke får megen spilletid i Arsenal.
Italienerne ville låne danskeren indtil sommer, hvor de derefter havde en købsoption på 9 millioner pund, eller hvad der svarer til 79 millioner kroner.
Men Nicklas Bendtner, der fornylig luftede sin utilfredshed med at sidde på bænken, skal ingen steder. Manager Arsene Wenger har nemlig afvist tilbudet. Det skriver den engelske avis The Sun.
Arsene Wenger har bebuddet, at han ikke vil hente forstærkninger i vinterens transfervindue, og at han derfor vil have sin trup intakt, og ikke sælge ud og dermed ødelægge holdets bredde.
Noget tyder derfor på, at den 22-årige angriber må indstille sig på, at han minimum vil være Arsenal-spiller indtil næste sommer.